Ingen grovfoderanalyse: fodr på Ekstra-niveau, indtil du har den
Ingen vægt i stalden: et målebånd og en lommeregner er nok. Formlen står nedenfor
Intet målebånd: mærk på de bagerste ribben. Kan du mærke dem let uden at se dem, er hesten normalvægtig
I tvivl om arbejdet: skriv en uge ned, og læg minutterne sammen pr. træning
Vil du vide mere?
Regn hestens vægt ud med et målebånd
Stil hesten på et plant underlag, og lad den hvile på alle fire ben. Mål omkredsen om maven i gjordlejet, og stram til, så båndet ligger helt tæt til hårlaget.
Formlen er gjordmål i tredje potens gange 80. Målet skal bruges i meter, så 170 cm er 1,7 m. Regnestykket bliver: 1,7 x 1,7 x 1,7 = 4,9. Derefter 4,9 x 80 = 392. De 392 kg er et kvalificeret bud på din hests vægt.
Overvægtig, for tynd eller tilpas: ribbens-reglen
Udgangspunktet er hestens bagerste ribben. Lad hånden glide let hen over dem.
Normal: du kan ikke se ribbenene, men let mærke dem under huden. Over: du kan ikke mærke dem uden at presse hårdt med fingrene. Under: du kan tydeligt både se og mærke dem.
Mærk efter, hver gang du er sammen med hesten. Så opdager du ændringer, mens de er små. Husk at du altid tildeler vitaminer og mineraler efter hestens nuværende vægt og ikke den ønskede idealvægt.
Grovfoderet: hvorfor kvaliteten afgør alt det andet
Kvaliteten af det græs, hø eller wrap du giver, har stor indflydelse på, hvor meget vitamin- og mineraltilskud og hvor meget fiber mash din hest skal have. Derfor anbefaler vi, at du enten køber stråfoder af en leverandør, der har fået partiet analyseret, eller selv får analysen lavet.
Hesten skal have mindst 1,5 kg tørstof pr. 100 kg pr. dag, gerne op til 2 kg. Ligger sukkeret under 5‑7 % af tørstoffet for den nøjsomme hest, og proteinet omkring 10 %, kan grovfoderet stå alene. Ellers skal der suppleres.
Rytter, udstyr og balance
Vægten af rytter og udstyr påvirker belastningen. Det optimale forhold mellem rytter med udstyr og hestens normale egenvægt er 1:5. Overstiger I 20 % af hestens vægt, skal du kompensere med en større daglig dosering, fordi belastningen er forøget.
Din balance på hesten og placeringen af udstyret tæller også. En rytter eller en sadel, der sidder skævt, øger belastningen og kræver større daglig tildeling af vitaminer, mineraler og urter.
Fysisk og mental sundhed
Sundhed har stor indflydelse på belastningen. Fysisk sundhed defineres ved sundhedstilstanden, kropsbygning, muskulatur og vægt, forholdene i stald og på fold, ridebanens underlag og det underlag I ellers arbejder på, som skovbund, strand og vand.
Mental sundhed og stressniveau påvirkes af sundhedstilstand og skader, sociale kompetencer og relationer i flokken samt de fysiske omgivelser.
Flere af disse punkter bliver ofte glemt eller overset, og i længden skader det hesten. Har din hest specielle behov eller er den udfordret, så få en individuel vurdering hos ernæringskonsulenten.